Opskrift på croquembouche med appelsincreme

Dessert af Ditte Julie Jensen

Croquembouche med appelsincreme

Ingredienser

10 personer

Appelsincreme

170 g god hvid chokolade
4 dl piskefløde
2 økologiske appelsiner, skallen heraf
1 hel kanelstang

Vandbakkelser

150 g smør
3 dl vand
2 tsk. lyst rørsukker
150 g hvedemel
1 tsk. stødt kanel
4 æg, str. M/L

I øvrigt

150 g hvid sukker
100 g ren rå marcipan
Lidt rød og grøn pastafarve
2 spsk. flormelis
 

 

 

 

Opskrift

Sådan gør du:

Appelsincreme:

Hak chokoladen fint og kom det i en skål. Varm fløden, fintrevet appelsinskal og en hel kanelstang op til lige under kogepunktet. Fisk kanelstangen op og hæld fløden over chokoladen. Rør det forsigtigt sammen, kom husholdningsfilm over skålen og stil cremen på køl i mindst 2 timer - eller gerne natten over. Pisk cremen, når den er helt kold, til den er luftig. Hæld cremen på en sprøjtepose med ’fylde’-tylle.

 

Vandbakkelser:

Kom smør, vand og sukker i en gryde og kog det op. Kom mel og kanel i på én gang og pisk dejen igennem i et par minutter med et piskeris, mens dejen samler sig i gryden over varmen. Lad dejen køle lidt af og rør æggene i ét ad gangen med en grydeske. Dejen skal røres rigtig godt sammen efter hvert æg – det er vigtigt, for at undgå at dejen bliver tynd. Fyld dejen i en sprøjtepose med glat tylle, og afsæt  
nogle små vandbakkelser ca. 3 cm i diameter på bageplade(r) beklædt med bagepapir. Du skal have ca. 35-45 stk. Bag kagerne ved 200 grader varmluft i 20-25 min., til de er jævnt gyldne. Åbn ikke ovnen, før kagerne er bagt helt færdige – ellers klasker de sammen. De skal være ret gyldne. Afkøl vandbakkelserne på en bagerist og fyld dem derefter med appelsincreme.

Smelt langsomt sukkeret til karamel. Dyp bunden af vandbakkelserne i karamellen og placer dem omkring en kegle smurt med lidt olie (lav evt. en kegle ca. 28 cm høj af hårdt pap og beklæd med sølvpapir). Byg din croquembouche op nedefra. 
Ælt lidt marcipan med rød og med grøn pastafarve. Udstik nogle grønne blade samt tril nogle røde julekugler af marcipanen. Dyp marcipanpynten i karamellen og dekorer din croquembouche. Afslut med et drys af flormelis.  

 

Bon appétit

Relaterede produkter